Luthers vandring fra Mansfeld til Erfurt brev 13

Efter at Luthers familie var flyttet til Mansfeld ca 40 km fra Eisleben gik Martin i en skole der. i 1497  kom han i skole i Magdeburg og så over hundrede km væk fra hjemmet i Eisenach. Det ligger i øvrigt tæt ved Wartburg, som han senere blev til Junker Jørg. Det har ikke været let for en 15 årig at være væk hjemmefra. Hans mors slægtninge boede i Eisenach og de tog sig af ham, men vi ved også, at det var knap med pengene, så han måtte synge for brød, altså tigge. 1501 kommer han til Erfurt, hvor de store begivenheder skulle ske.

Fisketorvet i Erfurt

foto uden ord

Den berømte Krämer Brügge oprindelig fra 1200 tallet.

Klosterkirken i Augustiner klostret, hvor Luther aflagde præsteløftet.

Den 29.10 var vi til en gudstjeneste, hvor der var 3 store amerikanske grupper med. Gudstjenesten blev holdt på tysk og engelsk

Smukke snævre gyder i Erfurt

1505 var han på vej hjemmefra et besøg hos far og mor i juli måned. Til fods vandrede han i retning mod Erfurt. Else og jeg besluttede at køre turen luksuøst i en skøn bil fra Mansfeld til Erfurt. Km tælleren stod på 12285 da vi kørte ud af Mansfeld. Det var næsten umuligt for os at finde Stotternheim mindestedet. Vi spurgte et par tilfælde mennesker i en landby, om de vidste hvor Luther stenen stod. Joh. Det er ikke så nemt at finde. Men kør til venstre derhenne og så videre ud af den vej. Det gjorde vi og så så vi at de pludselig havde vendt deres bil og var kørt ind på det vi vil kalde en smal markvej næsten som en cykelsti. De vinkede af os og så gik det over stok og sten forbi et skilt hvor der stod blind vej. De fortsatte og vi hængte på. Efter et skarpt sving drejede de til højre og så var vi ved Lutherstenen. Tusind tak for jeres hjælp.

Vi hjorde os mange tanker medens vi søgte og kørte. Det var i grunden bevægende at tænke på, hvordan han havde vandret gennem skove, hvor der kunne være røvere og gennem små landsbyer ad de toppede brostene, som vi kørte på, gennem bjerge med stejle skråninger og over flade sletter.

Man har forsøgt at finde ud af ruten. Men på den tur kom han 2. juli 1505 til en høj ved Stotternheim. Han blev overrasket af et torden og lyn uvejr og lynet slog ned tæt ved ham. Som god katolik blev han frygtelig bange for at dø uden at have fået kirkens sakramente. Det var det værste der kunne ske en katolik, for så ville han ikke have nogen chance, når regnskabet skulle gøres op og hans tid i skærsilden skulle afgøres. Han har fortalt, at han kastede sig på knæ og udbrød

Hjælp hellige Sct. Anna!

Jeg vil blive munk. (fra en bordtale holdt i 1539)

Der skete noget den dag for Luther. Hans far, som ønskede det bedste for sin søn,  ville have at han skulle læse jura og tiltalte nu sønnen med De i stedet for du. Han var begyndt i Marts måned, men allerede her i Juli afbrød han sit studium og den 17. juli 1505 bankede han på klosterporten til Augustiner Eremitter klosteret i Erfurt. Klosteret for kendt for en meget streng disciplin, så hvis Luther ville vælge noget alvorligt, så var det der. Hans far blev rasende, Citat: "Han skal aldrig i livet understå sig for at vise sig for mine øjne". og der gik lang tid førend far og søn igen var på talefod, ja måske kom de det aldrig. 

Efter et år i klosteret blev han udset til at læse til præst. Allerede 1507 kom den højtidelige dag, da han skulle aflægge sit præsteløfte så han var værdig til at forvalte sakramenterne. På den højtidelige dag skulle han ligge på gulvet med udstrakte arme og derved vise sin underdanighed og lydighed mod først og fremmest Gud, men efter katolsk lære også klosteret prior, abbed og især paven i Rom.  Hans far var til stede. Efter præstevielsen mødtes han med faderen, som han ikke havde set i to år. Han håbede sikkert på en forsoning. Det kom til at gå helt anderledes. Det fortælles at Faderen sagde: Gud give, at det ikke må være et Satans blændværk. De ord kom til at forfølge det følsomme menneske gennem flere år. 

I klostret kæmpede han dagligt for at finde en nådig Gud. Han skriftede hyppigt, ja til tider flere gange dagligt. Han rejste til Rom i 1511 og vidste at han kunne skaffe aflad for sin farfar ved at kravle op ad den Spanske trappe. Jeg husker ikke præcis hvor mange år hans slægtning ville blive skånet for i skærsilden men det var flere tusinde. Sådan  kunne man skaffe aflad for døde slægtninge og hjælpe dem i skærsilden. Men hans besøg i Rom fik også det resultat, at han opdagede al humbug og hykleri og jagen efter de fede embeder. Han vendte tilbage fuld af frustrationer over sin nye erfaring. I de følgende år kommer han som professor til Wittenberg. 

Og her fortsætter vores åndeløse fortælling i næste brev.

Kærlig hilsen fra de to lutherfarere