brev 12 Lucas Cranach

brev 12 Lucas Cranach

Kære rejsevenner

I et af de første rejsebreve og i Niels Ebbes sidste – var indsat disse portrætter af Martin Luthers forældre

De er malet af Lucas Cranach den Ældre, som udviklede et fint venskab ikke bare med Martin Luthers forældre, men også med Martin Luther.

Lucas Cranach kom til verden den 4. oktober 1472 i den lille by Kronach (heraf navnet Cranach) i det nordlige Franken og døde 16. oktober 1553 i Weimar. Hans far, der var maler, lærte kunsten videre til sin søn, som han ikke havde forestillet sig skulle blive maler med den karriere, som han fik og en berømmelse på højde med Dürers og Holbeins. Han havde heller ikke forestillet sig parløbet med Martin Luther omkring brugen af billeder i den nye lutherske tro og i kampen mod paven og pavedømmet.

 

Lucas Cranach blev i 1505 som 33 årig ansat som hofmaler hos kurfyrst Frederik den Vise af Sachsen og fulgte hans efterfølger til Weimar.

Allerede i 1525 var malerværkstedet etableret i Wittenberg. Værkstedet skal forstås som værksted med flere svende og blandt dem de mest anerkendte kunstnere af slagsen. Alle værker fik dog Cranachs mærke - den bevingede slange - fra hans våbenskjold. Kundernes religiøse tilhørsforhold var ham ligegyldigt. Han var forretningsmand og tjente godt.

Produktionen var stor og favnede bredt fra altertavler til våbenskjolde og hestedækkener m.m. samt satiriske træsnit i kampen mod pavedømmet. Sikkert med samme virkning, som Muhammed-tegningerne havde.

 

Den nøgne kvinde var ham heller ikke fremmed som motiv, dog fortrinsvis med mytologisk orienterede motiver. Herunder er det først ”Prins Paris's dom” og derefter ”Den uartige Venus"

Her er det "Den uartige Venus" fra 1532

Lucas Cranachs oprigtige glæde over det smukke køn blev delt af Martin Luther, hvilket fremgår af det lykønskningstelegram, han sender til en ven i forbindelse med, at denne skal giftes. Her foregriber han bryllupsnattens lyksaligheder på en ganske ugenert måde: ”Jeg vil elske med Katharina, mens du elsker med din kone, og på den måde vil vi alle være forenet i kærligheden.”

Lucas Chranach illustrerede og udgav flere af Luthers tekster på sit eget forlag. Her er en side fra en af Luthers pragtbibler.

 

samt tre portrætter af Martin Luther og et af hans kone Katharina de Bora.

Både Martin Luther og Lucas Cranach, der var jævnaldrene, boede i Wittenberg. Luthers kone arbejdede en tid i huset hos Cranach og Chranach var det ene af tre vidner ved deres bryllup i 1525. De blev også gudfædre til hinandens børn og havde et venskab, der også kunne bære, at Lucas Cranach havde katolikker som kunder.

Lukas Chranach den Ældre døde 1553. Her er et af hans senere selvportrætter:

Værkstedet overlod han til sin søn, der siden blev kendt som Lucas Cranach den Yngre. Han blev født i Wittenberg 1515 og døde i Weimar 1586. Hans arbejder ligner faderens til forveksling.

Det første maleri er af Lucas Cranach den Ældre. Det sidste er af Lucas Cranach den Yngre. Begge malerierne hænger i Johannes kirken i Dessau, hvilket vi fandt ud af ved en ren tilfældighed.

Rejsen i Luthers fodspor går videre i næste rejsebrev.

Kærlig hilsen Niels Ebbe og Else

Lutherstadt Wittenberg 30.10.2017 brev 14

Vores første dag i Wittenberg

Så er der kun 1 dag til selve reformationsjubilæet den 31.10 2017. Byen er fyldt med mennesker og det er kun de udvalgte, der får adgang til festgudstjenesten i morgen med alle pingerne. Jeg stod ved siden af en mand, da vi prøvede at få adgangsbilletter til gudstjenesten, og han bemærkede: "det er da mærkeligt, at de har glemt os to"! ja sådan er det vist. Hierarkiet i kirken er stadigt levende, de fine og så alle os andre almindelige.

Nu er der en bronzeport med de 95 teser på Slotskirken.

Den engelsk sprogede gudstjeneste i Slotskirken.

Nå men da vi skråede over gade til Slotskirken, hvor Luther porten i bronze viser et relief af de 95 teser, så var kirkedøren åben, men en emsig herre ville standse os og spurgte om vi skulle til engelsk gudstjeneste, om vi forstod engelsk. Så kunne jeg slå ham ud ved at fortælle, at jeg faktisk havde kendskab til 8 sprog, så det gik nok.
Der var et smukt kor, som indledte gudstjenesten og menigheden var gæster fra USA og Canada og så lille Danmark. Vi sang "Nu fryde sig hver kristen mand, og springe højt af glæde" digtet af Luther. Lige bag ved os sad der en vældig sanger. Han overdøvede os alle inklusiv orglet, og så sang han i sit eget langsomme tempo, men organisten må åbenbart ikke have kunnet høre ham, for da manden var færdig med første linie var organisten færdig med anden linie. Det var så forfærdeligt, at Else, som ellers kan klare meget vendte sig om  og kikkede på ham. Men det anfægtede ikke sangeren. Nå men fik  også sunget "Vor Gud han er så fast en borg" også af Luther og vi kom dog igennem den. "Og tage de vort liv, gods ære barn og viv, lad fare i Guds navn, dem bringer det ej gavn, Guds rige vi beholde"
Der blev holdt en gedigen luthers prædiken. Imedens tænkte jeg på, hvordan situationen havde været for Luther i 1517. Han var jo blevet professor og forelæste i de gammel testamentlige salmer og derpå i Romerbrevet. Men han havde taget et alvorligt problem med sig, nemlig en dyb angst for døden og den straffende Gud. Det var Guds kærlighed, han søgte efter. Men hvordan kunne han finde frem til denne Gud? Det lå i kirkens kristendomsopfattelse og ikke mindst understreget af munkeordenen, at vejen til Guds kærlighed gik gennem bod, anger, askese og bøn. Det var ifølge tidens opfattelse de gode gerninger, som alene kunne bevæge Gud. Luther havde et tårnværelse at studere i. Det var medens han læste i Pauluses brev til Romerne, at han fik sit reformatoriske gennembrud. Hans krampagtige forsøg på gennem bod, anger og aske at få Guds retfærdighed, eller at stå retfærdig for Gud blev pludselig set i et helt andet lys. Guds retfærdighed blev af kirken opfattet som Guds straffende vrede, som man skulle formilde. Men Luther blev ved at indset, at af den vej ville han aldrig kunne få Guds kærlighed. Dertil var han for selvoptaget og hans vilje for svag. Han følte sig, som han udtrykte det: indkroget i sig selv

Luthers skriftefader og forgænger i embedet som professor i Wittenberg, Johannes von Staupitz, som forgæves havde prøvet at hjælpe den anfægtede munk, gav nu det råd til ham at koncentrere sig om bibellæsning. Dette råd faldt godt sammen med, at Luther netop ville holde en række forelæsninger over Salmernes Bog fra Det Gamle Testamente. Forelæsningerne blev holdt i tiden 1513-1515.

Derefter fulgte forelæsninger over Paulus' breve: Romerbrevet, Galaterbrevet og Hebræerbrevet. Et hovedtema i Salmerne var menneskets syndighed og dets afstand til Gud. Det kendte han fra sig selv, og det fyldte ham med en dyb angst. I Romerbrevet genkendte Luther igen sit eget problem. For her stillede Paulus spørgsmålet om, hvordan et menneske retfærdiggøres altså hvordan frelses et menneske?

Tårnoplevelsen

Det øjeblik, hvor Luther kommer frem til sin nye forståelse af Gud, kaldes ofte for tårnoplevelsen. En dag sidder han i sit tårnværelse ved universitetet og læser i Romerbrevets kap 3,23-24: Alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus. og et andet sted. "Den retfærdige skal leve af tro_"

Og pludselig går det op for Luther, at han hidtil har misforstået, hvad der ligger i Guds retfærdighed. Det er nemlig ikke en retfærdighed, der straffer og belønner, men Guds retfærdighed er lig med Guds kærlighed, tilgivelse og barmhjertighed.Og hvis han ikke var så ophøjet en Gud var han jo slet ikke en Gud, men et billede som mennesker havde dannet sig af en Gud.

Det er de tanker, der fylder, når man er her til 500 års jubilæet. Jeg anser den dag for et af højdepunkterne i mit liv. Det er jo det, jeg har været præst på, at fortælle om Guds kærlighed til mennesker, som aldrig af sig selv kunne fortjene den kærlighed. Jo det er et bevægende øjeblik at sidde her 500 år efter og tænke på Luthers liv og på mit eget korte præsteliv og så må vi jo prøve at glemme ham tordensangeren som tager troen fra os ved sit brøl.

95 teser om aflad

Luther var overbevist om, at hvis bare Paven fik forklaret hvor forkert afladshandelen var ville han stoppe det uvæsen. Derfor forfattede han 95 teser, på latin som skulle danne grundlag for en diskussion blandt universitetsfolk. Imidlertid blev teserne lynhutigt oversat til tysk og udgivet ved hjælp af trykkekunsten, der netop nu var blevet udbredt i Sachsen. Så teserne kom til at betyde noget langt ud over de lærdes rækker. I de følgende år udgav Luther mange bøger med den samme grundtanke, at vi gennem  troen på Gud har fået del i hans nåde og barmhjertighed. Han brugte fyrstene som middel for at få sit budskab ud. Og det fængede.
Pavestolen blev stærkt foruroliget og i midten af juni 1520 udstedte paven en bandbulle mod Luther, og han fik 60 dage til at tilbagekalde ellers ville han blive smidt ud af kirken. Luther reagerede med at brænde bullen offentligt den 10 december samme år og tillige med den de atolske kirkes lovbøger. Så var konflikten for alvor spidset til.

Luthers hus, men der er ikke noget af det oprindelige tilbage

Philipp Melanchton, Luthers græskkyndige ven. Han havde grækiseret sit navn Scharzerts. Sort jord

1517 ændrede Martin Luder også sit navn til først Eleutherios: Befrieren eller befrielse. Og så senere til Luther, måske med th fra det første navn.

Luthers vandring fra Mansfeld til Erfurt brev 13

Efter at Luthers familie var flyttet til Mansfeld ca 40 km fra Eisleben gik Martin i en skole der. i 1497  kom han i skole i Magdeburg og så over hundrede km væk fra hjemmet i Eisenach. Det ligger i øvrigt tæt ved Wartburg, som han senere blev til Junker Jørg. Det har ikke været let for en 15 årig at være væk hjemmefra. Hans mors slægtninge boede i Eisenach og de tog sig af ham, men vi ved også, at det var knap med pengene, så han måtte synge for brød, altså tigge. 1501 kommer han til Erfurt, hvor de store begivenheder skulle ske.

Fisketorvet i Erfurt

foto uden ord

Den berømte Krämer Brügge oprindelig fra 1200 tallet.

Klosterkirken i Augustiner klostret, hvor Luther aflagde præsteløftet.

Den 29.10 var vi til en gudstjeneste, hvor der var 3 store amerikanske grupper med. Gudstjenesten blev holdt på tysk og engelsk

Smukke snævre gyder i Erfurt

1505 var han på vej hjemmefra et besøg hos far og mor i juli måned. Til fods vandrede han i retning mod Erfurt. Else og jeg besluttede at køre turen luksuøst i en skøn bil fra Mansfeld til Erfurt. Km tælleren stod på 12285 da vi kørte ud af Mansfeld. Det var næsten umuligt for os at finde Stotternheim mindestedet. Vi spurgte et par tilfælde mennesker i en landby, om de vidste hvor Luther stenen stod. Joh. Det er ikke så nemt at finde. Men kør til venstre derhenne og så videre ud af den vej. Det gjorde vi og så så vi at de pludselig havde vendt deres bil og var kørt ind på det vi vil kalde en smal markvej næsten som en cykelsti. De vinkede af os og så gik det over stok og sten forbi et skilt hvor der stod blind vej. De fortsatte og vi hængte på. Efter et skarpt sving drejede de til højre og så var vi ved Lutherstenen. Tusind tak for jeres hjælp.

Vi hjorde os mange tanker medens vi søgte og kørte. Det var i grunden bevægende at tænke på, hvordan han havde vandret gennem skove, hvor der kunne være røvere og gennem små landsbyer ad de toppede brostene, som vi kørte på, gennem bjerge med stejle skråninger og over flade sletter.

Man har forsøgt at finde ud af ruten. Men på den tur kom han 2. juli 1505 til en høj ved Stotternheim. Han blev overrasket af et torden og lyn uvejr og lynet slog ned tæt ved ham. Som god katolik blev han frygtelig bange for at dø uden at have fået kirkens sakramente. Det var det værste der kunne ske en katolik, for så ville han ikke have nogen chance, når regnskabet skulle gøres op og hans tid i skærsilden skulle afgøres. Han har fortalt, at han kastede sig på knæ og udbrød

Hjælp hellige Sct. Anna!

Jeg vil blive munk. (fra en bordtale holdt i 1539)

Der skete noget den dag for Luther. Hans far, som ønskede det bedste for sin søn,  ville have at han skulle læse jura og tiltalte nu sønnen med De i stedet for du. Han var begyndt i Marts måned, men allerede her i Juli afbrød han sit studium og den 17. juli 1505 bankede han på klosterporten til Augustiner Eremitter klosteret i Erfurt. Klosteret for kendt for en meget streng disciplin, så hvis Luther ville vælge noget alvorligt, så var det der. Hans far blev rasende, Citat: "Han skal aldrig i livet understå sig for at vise sig for mine øjne". og der gik lang tid førend far og søn igen var på talefod, ja måske kom de det aldrig. 

Efter et år i klosteret blev han udset til at læse til præst. Allerede 1507 kom den højtidelige dag, da han skulle aflægge sit præsteløfte så han var værdig til at forvalte sakramenterne. På den højtidelige dag skulle han ligge på gulvet med udstrakte arme og derved vise sin underdanighed og lydighed mod først og fremmest Gud, men efter katolsk lære også klosteret prior, abbed og især paven i Rom.  Hans far var til stede. Efter præstevielsen mødtes han med faderen, som han ikke havde set i to år. Han håbede sikkert på en forsoning. Det kom til at gå helt anderledes. Det fortælles at Faderen sagde: Gud give, at det ikke må være et Satans blændværk. De ord kom til at forfølge det følsomme menneske gennem flere år. 

I klostret kæmpede han dagligt for at finde en nådig Gud. Han skriftede hyppigt, ja til tider flere gange dagligt. Han rejste til Rom i 1511 og vidste at han kunne skaffe aflad for sin farfar ved at kravle op ad den Spanske trappe. Jeg husker ikke præcis hvor mange år hans slægtning ville blive skånet for i skærsilden men det var flere tusinde. Sådan  kunne man skaffe aflad for døde slægtninge og hjælpe dem i skærsilden. Men hans besøg i Rom fik også det resultat, at han opdagede al humbug og hykleri og jagen efter de fede embeder. Han vendte tilbage fuld af frustrationer over sin nye erfaring. I de følgende år kommer han som professor til Wittenberg. 

Og her fortsætter vores åndeløse fortælling i næste brev.

Kærlig hilsen fra de to lutherfarere

Luthers fødeby og barndomshjem brev 11

Fra barndom til ungdom

Hans Luder og Magarete f. Lindemann, Luthers forældre, malet af Lucas Cranach den ældre

Man kommer ad snoede veje til den lille by Eisleben på ca 4000 indbyggere. Men allerede på vejen er der skrevet på brune turistskilte Lutherstadt Eisleben. Det var jo også her det hele begyndte. Luthers mor Margarete ( 1460-1531) var fra Einenach, og af god borgerlig familie og hun medbragte en god kapital, som kunne blive grundstammen i families videre økonomiske velstand. Faderen Hans Luder ( 1459-1539) var en af fire sønner i en større familie, og havde ingen arveret til gården. Derfor var han henvist til at søge lykken et andet sted og det blev Eisleben. Der var kobbergruber hvor man kunne tjene til livets ophold, men det var jo et farligt arbejde. Da han var 20 år gammel, blev han gift med den jævnaldrende Margarete
Den 10 november 1483 fødte Margarete en dreng kort før midnat. ( I en parentes skal det lige nævnes, at Luthers fødselsår er temmelig usikkert bestemt. Det var almindeligt på den tid, at man ikke kendte det årstal, ligesom vi ved, at ingen kendte Nelson Mandelas fødselsår. Luther selv mente han var født 1484 andre det var 1482 og det blev Philip Melanchton der endelig fastsatte året til 1483)

 Skilt til Eisleben

 Luthers fødehjem, men det meste er rekonstruktion

 Da Johan Hus blev brændt som kætter i 1415 sagde han at nu fik de fat i en gås men efter ham kom der en svane, som de ikke kunne brænde. Derfor blev svanen et symbol på Luthers kamp mod pavekirken, der ville have ham brændt som kætter

 Dåbsfadet, som blev brugt til Luther

Luther rosen sås i fortovet

Fødsler på den tid var forbundet med stor fare for at barnet ikke skulle overleve, og hvis barnet døde inden det blev døbt ville det havne i Limbo sådan en slags ingenmandsland, hvor ingen ville kendes ved en. Så allerede næste dag blev drengen båret til dåb i Sct. Petri kirke i Eisleben og døbt med den dags helgens navn, Martin af Tours, altså Martin Luder efter faderen. Vi ved ikke ret meget om barnedåben, men sikkert var moderen ikke tilstede, så det var kun faderen Hans og nogle slægtninge, der var der. og vi kan endnu se det dåbsfad, som blev brugt på den tid.
Eisleben er også den by hvor Luther døde 18. februar 1546.

Luthers dødmaske. Få dage før sin død prædikede han og ordinerede nogle præster.

Allerede efter nogle få måneder flyttede familien ca 40 km mod nordvest til Mansfeld, hvor vi også kunne se rester af det fædrene hus. Der er næsten ingen ting tilbage hverken i Eisleben eller Mansfeld

Men der er nogle fine museer med gennemgang af Martins liv og slægtstavle.

Martin var dreng i Mansfeld til 1497, så kom han i skole i Marburg. Selv fortæller han om en streng opdragelse. At moderen pryglede ham til blodet flød og at han far også slog ham, så han rendte hjemmefra.

I Mansfeld viser man den skole han gik i og det kan godt passe for det var lige ved kirken som en slags kirkeskole.

Martin og hans kammerat Hans Reinicke sendt til bispesædet i Magdeburg 1496 eller 97 altså knap 14 år gammel, hvor han kom under kraftig religiøs indflydelse. Allerede et år efter blev han sendt til Eisenach 150 km hjemmefra. Det har da været utrolig hårdt for en 15 årig dreng af skulle finde sig til rette i en fremmed by. Han havde sin moders slægtninge der, men han måtte desuden ”synge for brød” altså tigge for at klare sig. Han kom under stærk indflydelse fra præsten Johannes Braun, som hørte til fransciskanernes kredse.

1501 blev Martin indskrevet på universitetet i Erfurt, en by med et opland på 80 landsbyer og 16.000 indbyggere. Martin fik nu fuld støtte hjemmefra, efter som velstanden havde indfundet sig i det Luderske hjem. Allerede efter en baccalaureus eksamen september 1502 kunne han afslutte som magister, det samme som en slags  åndsvidenskabeligt grundstudium, og derpå begynde jura studiet efter faderens ønske. Ingen tvivl om, at faderen ønskede sin søn den allerbedste fremtid, og det ville være at blive ansat måske ved fyrsten eller en anden højt rangerende, så man kunne stige endnu højere.

Sådan skulle det ikke gå

Jura studiet blev kun et mellemspil. Jura studiet begyndte den 19. maj og allerede den 17. juli forvandledes den jura studerende til broder Martin i augustiner klosteret i Erfurt.

Fortsættelse følger. Abonner på denne åndeløs spændende føljeton !

Her begynder rejsen i Luthers fodspor brev 10

Med udgangspunkt i byen Dessau er vi nu begyndt på vores rejse, som vi så højtidelig har kaldt i Luthers forspor. Meningen er at prøve at gennemrejse af hans liv fra han bliver født til han dør. Det gør vi i al beskedenhed ved at besøge de steder, som knytter sig til hans navn her i Sachsen Anhalt.

Dessau, ja vi syntes det var en lille ubetydelig by og slet ikke noget i forhold til det, vi ville med vores tur, men vi er kommet på andre tanker. I byens Sct. Johannes kirke er der 3 malerier af Cranach.

Korsfæstelsen, hvor selve Frans fra Assisi er med på billedet Malet af Lucas Cranach den ældre.

Jesus på Oliebjerget med Peter, Jacob og Johannes. Og her er kurfyrsten med. Malet af Lucas Cranach den ældre.Desuden får billedet os til at tænke på Jesus i Getsemane have, hvor han bad medens disciplene faldt i søvn. Math 26,40:  Han kommer tilbage til sine disciple og finder dem sovende, og han sagde til Peter: »Så kunne I da ikke våge blot en time sammen med mig? v41  Våg, og bed om ikke at falde i fristelse. 

 

Nadveren. Deltagerne er her lokale folk, som man genkendte. Maleren Lucas Cranack den Yngre er selv med på billedet. Han står forrest til højre. I venstre side er det Fyrsten af Anhalt og som nr 4 ser vi Luther himself. Til højre for Jesus er det Philip Melanckton.

Jo også Dessau kunne bidrage til billedet af Luther tiden belyst gennem kunsten.

Luthers barndom

Meget af det vi kan fortælle er allerede velbekendt efter, at der har været så mange oplysende foredrag og radio og tv udsendelser i anledningen af 500 året for opsætnigen af teserne mod aflad, som angiveligt blev slået op på kirkedøren i Wittenberg den 31. oktober 1517. Vores særlige vinkel er, at vi i dag besøgte stederne hvor Luther blev født og havde sin barndom.

Mere om besøget i Eisleben og Mansfeld i næste brev. Else ønsker jeg skal komme i seng nu

Dessau kunst og kultur brev 9

Kære rejsevenner!
Vi har sagt farvel til Berlin og har vendt næsen mod Dessau, hvor Niels Ebbe har sørget for overnatning på en Stellplatz (overnatningsplads for autocampere) på en flyveplads lidt uden for byen, hvor der er adgang til el, wifi, bad og toilet. I Berlin lå campingpladsen også forholdsvis tæt på lufthavnen. Her er det en mindre befærdet flyveplads: 

Hugo Junckers navn ses også på nærliggende “Junkers Technikmuseum”, hvor bla gamle og udrangerede fly pryder plænen foran bygningen. 

Dessau var valgt pgra udgangspunktet for at gå i Luthers fodspor, så for vores vedkommende var der absolut ingen forventninger til byen ud over at være en almindelig provinsby, men vi blev klogere!

På den folder, vi fik udleveret på Stellplatz’en, stod “BAUHAUS”! Og jeg var med det samme klar over, at det ikke var byggemarkedet med samme navn, men arnestedet / skolen for udviklingen af den moderne kunst og arkitektur. Navne som Klee, Kandinsky og Vilh. Bjerke Petersen dukkede prompte frem på lystavlen. Igen et blik på fotoet på folderen! 

lignede nu godt nok mest af alt en fabriksbygning! 

Nå, men det kunne jo være, at vi kom forbi, når vi fik jernhestene sadlet og cyklede ind til byen for at proviantere mm. Som sagt, så gjort. 

Den ene kunstteoribog efter den anden samt selvfølgelig design! 

Må indrømme, at jeg faldt for fristelsen! 

Men der er meget mere at se - også på hjemmesiden, som er på både engelsk og tysk: http://www.bauhaus-dessau.de/de/index.html. 

Her kommer en kortfattet version af Bauhaus’ historie:

Bauhaus, Staatliches Bauhaus blev oprettet i 1919 i Weimar med en sammenlægning af byens kunsthåndværkerskole og kunstakademi. I 1925 flyttede skolen til Dessau og i 1932 videre til Berlin, hvor den året efter blev nedlagt under pres fra nazisterne. 1995 er Bauhaus igen tilbage i Dessau. 

Opbygningen og undervisningen var baseret på en forening af alle kunstneriske arbejdsområder: arkitektur, maleri, skulptur, kunsthåndværk, industrielt design mm. og med den overordnede målsætning at højne de æstetiske værdier i det moderne industrisamfunds rammer for den menneskelige tilværelse, ikke mindst arbejderklassens livsmiljøer. Men det håbdværksmæssige fundament skulle være i orden. Bauhausæstetikken knyttes an til funktionalismen inden for arkitekturen og konstruktivismen inden for billedkunsten. Blandt de i Danmark mest kendte lærerkræfter var: Johannes Itten, Wassily Kandinsky og Paul Klee samt Vilhelm Bjerke Petersen.

På denstoredanske.dk findes flere oplysninger på dansk: http://denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Billedkunst/Billedkunst,_stilretninger_efter_1910/Bauhaus. 

Men også kunstnersammenslutningerne “Der Blaue Reiter” og “Linien” har relateringer til Bauhaus. Kunstnersammenslutningen “Der Blaue Reiter” lå med opstarten i 1911 endda forud. 

“Der Blaue Reiter, ('Den blå rytter'), tysk kunstnergruppe af international observans, dannet 1911 i München af malerne Wassily Kandinsky og Franz Marc.. Navnet Der Blaue Reiter refererer til titlen på et maleri af Kandinsky, hvor en rytter symboliserer gennembrud og forandring, men det knytter sig også til Franz Marcs billeder med blå heste. Gruppen havde ikke et formuleret program eller repræsenterede en bestemt kunstretning; man ønskede gennem eksperimentel frihed at vise mangfoldigheden i tidens kunst.

Gruppen gik i opløsning 1914 med udbruddet af 1. Verdenskrig, men flere af dens medlemmer blev senere knyttet til kunstskolen Bauhaus, hvis idégrundlag var beslægtet med Der Blaue Reiters åbne struktur.”

Vi har tidligere nævnt Cranach den ældre i forbindelse med Luther. I Sct. Johannes Kirche i Dessau hang tre originalmalerier - to af Cranach den ældre og et af Cranach den yngre, men her tager Niels Ebbe over som pennefører i næste brev

Kærlig hilsen fra Niels Ebbe og Else på torvet i Dessau

Museums øen i Berlin dag 5 brev 8

Kære rejsevenner / rejsefæller
Berlin begynder efterhånden at hænge sammen for os - historisk, politisk og infrastrukturmæssigt med et lille kunsthistorisk islæt. Vores sejltur i går bandt sammen på samme måde som besøget i kuplen på rigsdagen gjorde i dag. Et af vore forventede højdepunkter var et besøg på Pergamonmuseet, som imidlertid er under restaurering og derfor uden de fleste af de væsentligste seværdigheder. Besøget på museumsøen afgrænsede sig derfor til Neues Museum, et af de ialt 5 museer der. 

Trækplasteret for mange er nok portrætbusten af Nefertiti - en 48 centimeter høj, bemalet og voksbehandlet kalkstens- og gipsbuste af den egyptiske dronning Nefertiti, der levede i det 14. århundrede f. Kr. under faraoernes 18. dynasti. 

Det manglende øje menes aldrig at have været isat, men hun er utrolig smuk med sine rene træk og sødmefyldte ansigtsudtryk. Der var fotograferingsforbud, - så vi har kun dette ene billede - øh fra nettet!

James Simon, der var grundlægger af Det Tyske Orientselskab, var forretningsmand og en af de mest betydelige kunstmæcener. Han finansierede i 1912 en ekspedition til Amarna i Egypten, der førte til fundet af Nefertiti, som han i 1920 skænkede Berlins museer. Hendes navn er egyptisk og betyder ’den smukke er kommet’. Hun var faraoen Akhnatons førstedronning. Parret fik seks døtre, hvoraf den tredje blev gift med den unge konge Tutankhamon. Hun havde en stærk position og blev i hvert fald på det symbolske plan gjort til en slags medregent. Den blå hovedbeklædning, som hun bærer, er en krigshjelm. Nogle historikere mener, at Nefertiti overlevede sin mand og endda regerede Egypten alene et stykke tid efter hans død. 

Henri Stierlin, en schweizisk kunsthistoriker, er kommet med den påstand, at Nefertiti slet ikke er ægte, men lavet i 1912 i forbindelse med udgravningerne i Egypten. Hans argumenter er blandt andet, at det er meget svært at aldersbestemme ikke-organiske materialer som kalksten og gips, og at de gamle egyptere, der opfattede statuer som personer, aldrig ville finde på at lave en statue med kun ét øje. Berlins Egyptiske Museum afviser pure Stierlins påstande som det rene vås. Nefertiti er undersøgt på alle leder og kanter med computerteknologi og materialeanalyser. Hendes ægthed kan ikke anfægtes. 

Museet er bygget i 1840’erne i en art biedermeierstil. Tegningerne stod Friedrich August Stüler for. Han var elev af den store klassicistiske arkitekt Karl Friedrich Schinkel, hvis bygninger stadig præger Berlins centrale bybillede.

Museumsøen - Fra 1943-45 blev Neues Museum lagt i ruiner af brand- og sprængbomber, og omkring 1950 rev DDR en stor del af museet ned. I 1997 fik den britiske arkitekt David Chipperfield til opgave at genopbygge Neues Museum, og i 1999 kom hele Museumsinsel på UNESCOs listeover verdenskulturarv. Det er som det ældste Altes Museum, der blev bygget i 1830 efter tegninger af Karl Friedrich Schinkel, det første offentlige museum i Preussen. I 1859 fulgte Neues Museum, i 1876 Alte Nationalgalerie, i 1904 Bode-museum og i 1930 Pergamon-museum. De rummer fortrinsvis kunst fra det 19. århundrede og de arkæologiske samlinger som bl.a. Porten fra Ishtar, Pergamon-altret, Markedsporten fra Milet, busten af Nefertiti og „Berliner Goldhut“ fra bronzealderen. 

Her ses lidt af Bode Museum fra flodsejladsturen på Spree. 

Efter genforeningen begyndte man at forene samlingerne, som til dels var adskilt mellem øst og vest. Også de genstande, der som følge af krigens ødelæggelser til dels var placeret i eksterne depoter, blev bragt tilbage til deres oprindelige udstillingslokaler.  En arkæologisk promenade forbinder de enkelte bygninger, men foran Neues Museum bygges et nyt James-Simon-Galerie, som arkitektonisk kommer til at sætte et moderne præg på museumsøen, men lige nu og indtil omkring 2025 vil der være forskellige grader af byggerod. 

Jeg vil slutte dette sidste rejsebrev fra Berlin med en lille billedkavalkade af de ting, der næsten fik vore hjerter til at stå stille. 

Så stille, så da Niels Ebbe satte sig på en bænk, faldt han i søvn, så en af vagterne prikkede ham på skulderen og sagde: Hallo, hallo ist alles in Ordnung, sind Sie krank? Nej, nej! Jeg venter bare på min kone, som er helt opslugt. (NEs input) 

Smuk, poetisk og ikke prangende kunst / brugsgenstande helt tilbage fra tiden omkring 11-1500 f.Kr. Jeg har valgt ikke at sætte billedtekster på, men lade billederne tale for sig selv. 

Jo, her slutter vi med scener fra den trojanske krig, men fortsættelse følger :-) 

Kærlig hilsen fra Niels Ebbe og Else