Brev 12 Lucas Cranach fortsat.

Mere Lucas Cranach 

Kære læsevenner

Efter at have skrevet rejsebrev nr. 12 troede jeg (Else), at Lucas Cranac den Ældre og hans søn Lucas Cranach den Yngre var et afsluttet kapitel, men nej! Jeg måtte tro om igen! De bankede i den grad på, da jeg stod foran reformationsalteret i den smukke Stadtkirche St. Marien i Wittenberg:

Det blev overdraget menigheden den 24. april 1547 og har således overlevet godt 470 års genvordigheder.
Bevæger vi os rundt i kirken, mødes vi hele vejen rundt af det ene Cranach-maleri efter det andet. Nogle tilskrives Cranach den Ældre, andre Cranach den Yngre, men har alle det tilfælles, at de er malet på værkstedet - af et hold på 10-11 svende, som hver havde deres specielle opgavefelt.

På reformationsalteret er forskellen i det maletekniske ikke så stor, som den er i den mægtige ca. 170x450cm store billedtavle med de ti bud:

Bemærk også regnbuen, der forbinder kurfyrstedømmets våbenskjold til venstre med hertugdømmet Sachsens til højre (anes kun lige) samt personernes påklædning, der gør dem identificerbare. Et faktum, der er nævnt tidligere og som også gør sig gældende helt konkret i reformationsalteret:

Jeg vælger at starte med den underste del - predellaen, der viser korsfæstelsen. Den danner for mig grundstammen til hele altertavlen, der næsten kan ses som et træ. Den siges at være lavet af Cranach den Yngre, som også er tilskrevet de to sidefløje, medens midterpartiet med nadverscenen tilskrives Cranach den Ældre.

Bemærk ikke bare Jesus’ blafrende lændeklæde samt Luther, der står på prædikestolen til højre, men også menigheden til venstre, hvor Luthers kone Katharina von Bora sidder med sønnen Johannes på skødet. Pigen med det sorte hårbånd og den hvide bluse med den sorte kant er Luthers afdøde datter Magdalena. Cranach den Ældre ses også her længst ind mod midten i den bageste række.

I dåbsscenen på den venstre sidefløj er det Philipp Melanchthon, der holder dåbsbarnet, medens Cranach den Ældre og dennes kone Barbara ser til.

Helt konkret indgår det trekløver, der gennem mange år har betydet så meget for hinanden og for hele udviklingen af reformationen - ikke mindst Cranach, der ud over sin billedproduktion og trykkerivirksomhed også har været apoteker.
På højre sidefløj med edsaflæggelsen er det igen en kendt person, nemlig Johannes Bugenhagen, som viede Martin Luther og Katharina von Bora i 1525 og begravede Martin Luther i slotskirken i 1546.

I nadverscenen i midterdelen er det Cranach den Yngre, der som den mest fornemt klædte fungerer som mundskænk og rækker skænken til Luther, som den unge “Junker Jörg”. Omkring Jesus ses flere kendte skikkelser fra Det nye Testamente, bl.a. Judas, der sidder til venstre med “Judas-lønnen” skjult bag ryggen og på vej væk samt Johannes med hovedet mod Jesus bryst.

Ved en restaurering af kirken i 1883 opdagede man endnu en altertavle på bagsiden.
Hverken den eller de malerier i kirken vil jeg dog begynde at kommentere, men blot nævne, at  den samlede Cranach-produktion ligger på mellem 4000 og 5000 malerier, hvoraf kun en brøkdel er bevaret. Det samme gælder for de utallige træsnit, som alle er lavet efter Cranachs forlæg, men ikke et er skåret af Cranach selv. Her er det en turnering på markedspladsen fra 1506:

Mere enkle er de træsnit, der indgår i de utallige bibler - igen stor, stor fortjeneste til Cranach også på trykkerifronten.

Et kik ind på trykkeriet i et lidt touristed set up:

Ikke mere om Cranach i denne omgang!
Kærlig hilsen Niels Ebbe og Else

Afslutning på Lutherturen brev 15

Kære rejsefæller og læsevenner

Luthers 95 teser på latin

Af kærlighed til og iver efter sandheden vil følgende teser blive drøftet i Wittenberg.

Det vil ske under forsæde af den ærværdige fader Martin Luther, magister i filosofi og i den hellige teologi og ordinær professor i teologi samme sted.

Derfor bedes de, der ikke kan deltage mundtligt i drøftelserne med os, deltage på skrift, selv om de er fraværende.

I vor Herres Jesu Kristi navn. Amen. Oversættelse af indledende tekst på teserne.

31. Okt 1517 fortælles det, at Luther slog 95 teser op på Slots kirkedøren i Wittenberg. Luther protesterede mod Pavekirkens afladshandel, og han ønskede, med de på latin forfattede teser, at få en debat med andre lærde. Han mente endda, at når paven læste disse teser, som han også sendte til biskoppen, ville gøre op med den urimelige og ugudelige handel.

Slotskirken i Wittenberg med Elben i forgrunnden

Den 31. Okt 2017 præcis 500 år senere sad to repræsentanter fra Danmark ved en gudstjeneste på netop det sted, hvor disputationen skulke finde sted. Huset hedder nu Leucorea.

Slotskirken med turister foran teseporten

Gudstjeneste i slotskirken på engelsk

Nu er der en bronzeport med teserne på. Alle spor efter den oprindelige port er væk.

Her Leucorea. Vi frøs som to små mus i en meget tynd snor. gæt hvor NE sidder?

En biskop holdt prædikenen i Leucorea, netop der hvor disputationen skulle foregå. 

Han havde lånt en bibel fra ca 1550 

Tænk vi sad der og kunne tænke på, hvor store konsekvenser Luthers oposition mod Romerkirken havde haft. Teserne blev oversat til tysk og lynhurtigt trykt i 3000 eksemplarer, så de kom ud over hele egnen. Det var et stort historisk øjeblik, som Else og jeg fik lov til at opleve. Det her var kulminationen på vores rejse i Luthers fodspor.

Wartburg, som Luther blev ført til for at beskytte ham

En af pragtbiblerne med Lucas Cranachs malerier

Her oversatte Luther Det nye Testamente fra græsk til tysk

Den videre historie er farverig. 1521 stod Luther overfor johan Eck og Kejser Karl den femte (hvis søster Elisabeth forøvrigt var gift med Kristian 2.) på rigsdagen i Worms. Efter at Luther havde sagt, at han hverken paven eller et koncil kunne få ham til at trække sine bøger tilbage men kun ville overbevises ud fra den hellige skrift blev han erklæret fredløs. DE berømte ord: Her står jeg, jeg kan ikke andet.
Han kunne forlade rugsdagen under frit lejde i ganske kort tid, men derefter ville enhver have lov til at slå ham ihjel. Undervejs fra Worms blev hans vogn omringet af bevæbnede ryttere, som førte ham til Borgen Wartburg. I virkeligheden var det Kurfyrst Frederik den Vise, som ville sikre Luthers liv ved at føre ham til borgen.

Luther som Junker Jörg på Wartburg

Under navnet Junker Jørg opholdt han sig under et år på borgen. I den tid gennemførte han en fuldstændig oversættelse af Det Nye Testamente fra originalsproget græsk til tysk. Han brugte 11 uger. Det var en imponerende indsats, som Philipp Melanchthon bistod ham med. Det tog mig et år at komme igennem hele NT på græsk, så jeg beundrer Luthers arbejde.

Her er mit eksemplar af Det nye Testamente på græsk, som anvendes i dag på universitetet

Slået op på Johannes evangeliets prolog. I begyndelsen var ordet. Det var den tekst der blev prædiket over i Leucorea.

Det var ikke den første oversættelse til tysk, men det var den første, som gik tilbage til kilderne i de græske håndskrifter.

Hånd i hånd med Luther gik der en række betydelige personligheder. 1472 fødtes Lucas Cranach den Ældre, som kom til at præge kirkekunsten i 1500 tallet. Både han og hans søn Lucas Cranach den Yngre er tidligere omtalt i rejsebrev nr. 12. og brev 12 fortsat, som Else har skrevet.

Efter at have præsenteret de to Cranach-generationer og deres betydning i samspillet med især Luther regnede jeg (Else) med, at det var udtømt kapitel i denne serie, men jeg blev klogere, da vi ankom til Stadtkirche St. Marien i Wittenberg, hvor det smukke reformationsalter stod. se fortsættelsen i brev 12 fortsat.

Afslutttende skal det nævnes, at i dag overtager vi ikke Luther med hud og hår. Der er meget vi ser anderledes på og som vi tillader os at gøre op med. Det gælder Luthers forhold til bondeoprøret og hans tydelige afvisning af jøder. Desværre brugte Hitler dette sidste i sin kampagne mod jøderne under krigen med så katastrofale følger, som vi alle lider under i dag.

I det store hele må vi være taknemmelige for reformationens pionerer, for vi har i dag en folkekirke, som er rummelig og hvor en præst ikke skal øve sindelagskontrol, når folk vælger at komme i kirke eller holder sig borte.

Tak for følgeskab på vores rejse
Venlig hilsen Else og Niels Ebbe

brev 12 Lucas Cranach

brev 12 Lucas Cranach

Kære rejsevenner

I et af de første rejsebreve og i Niels Ebbes sidste – var indsat disse portrætter af Martin Luthers forældre

De er malet af Lucas Cranach den Ældre, som udviklede et fint venskab ikke bare med Martin Luthers forældre, men også med Martin Luther.

Lucas Cranach kom til verden den 4. oktober 1472 i den lille by Kronach (heraf navnet Cranach) i det nordlige Franken og døde 16. oktober 1553 i Weimar. Hans far, der var maler, lærte kunsten videre til sin søn, som han ikke havde forestillet sig skulle blive maler med den karriere, som han fik og en berømmelse på højde med Dürers og Holbeins. Han havde heller ikke forestillet sig parløbet med Martin Luther omkring brugen af billeder i den nye lutherske tro og i kampen mod paven og pavedømmet.

 

Lucas Cranach blev i 1505 som 33 årig ansat som hofmaler hos kurfyrst Frederik den Vise af Sachsen og fulgte hans efterfølger til Weimar.

Allerede i 1525 var malerværkstedet etableret i Wittenberg. Værkstedet skal forstås som værksted med flere svende og blandt dem de mest anerkendte kunstnere af slagsen. Alle værker fik dog Cranachs mærke - den bevingede slange - fra hans våbenskjold. Kundernes religiøse tilhørsforhold var ham ligegyldigt. Han var forretningsmand og tjente godt.

Produktionen var stor og favnede bredt fra altertavler til våbenskjolde og hestedækkener m.m. samt satiriske træsnit i kampen mod pavedømmet. Sikkert med samme virkning, som Muhammed-tegningerne havde.

 

Den nøgne kvinde var ham heller ikke fremmed som motiv, dog fortrinsvis med mytologisk orienterede motiver. Herunder er det først ”Prins Paris's dom” og derefter ”Den uartige Venus"

Her er det "Den uartige Venus" fra 1532

Lucas Cranachs oprigtige glæde over det smukke køn blev delt af Martin Luther, hvilket fremgår af det lykønskningstelegram, han sender til en ven i forbindelse med, at denne skal giftes. Her foregriber han bryllupsnattens lyksaligheder på en ganske ugenert måde: ”Jeg vil elske med Katharina, mens du elsker med din kone, og på den måde vil vi alle være forenet i kærligheden.”

Lucas Chranach illustrerede og udgav flere af Luthers tekster på sit eget forlag. Her er en side fra en af Luthers pragtbibler.

 

samt tre portrætter af Martin Luther og et af hans kone Katharina de Bora.

Både Martin Luther og Lucas Cranach, der var jævnaldrene, boede i Wittenberg. Luthers kone arbejdede en tid i huset hos Cranach og Chranach var det ene af tre vidner ved deres bryllup i 1525. De blev også gudfædre til hinandens børn og havde et venskab, der også kunne bære, at Lucas Cranach havde katolikker som kunder.

Lukas Chranach den Ældre døde 1553. Her er et af hans senere selvportrætter:

Værkstedet overlod han til sin søn, der siden blev kendt som Lucas Cranach den Yngre. Han blev født i Wittenberg 1515 og døde i Weimar 1586. Hans arbejder ligner faderens til forveksling.

Det første maleri er af Lucas Cranach den Ældre. Det sidste er af Lucas Cranach den Yngre. Begge malerierne hænger i Johannes kirken i Dessau, hvilket vi fandt ud af ved en ren tilfældighed.

Rejsen i Luthers fodspor går videre i næste rejsebrev.

Kærlig hilsen Niels Ebbe og Else

Lutherstadt Wittenberg 30.10.2017 brev 14

Vores første dag i Wittenberg

Så er der kun 1 dag til selve reformationsjubilæet den 31.10 2017. Byen er fyldt med mennesker og det er kun de udvalgte, der får adgang til festgudstjenesten i morgen med alle pingerne. Jeg stod ved siden af en mand, da vi prøvede at få adgangsbilletter til gudstjenesten, og han bemærkede: "det er da mærkeligt, at de har glemt os to"! ja sådan er det vist. Hierarkiet i kirken er stadigt levende, de fine og så alle os andre almindelige.

Nu er der en bronzeport med de 95 teser på Slotskirken.

Den engelsk sprogede gudstjeneste i Slotskirken.

Nå men da vi skråede over gade til Slotskirken, hvor Luther porten i bronze viser et relief af de 95 teser, så var kirkedøren åben, men en emsig herre ville standse os og spurgte om vi skulle til engelsk gudstjeneste, om vi forstod engelsk. Så kunne jeg slå ham ud ved at fortælle, at jeg faktisk havde kendskab til 8 sprog, så det gik nok.
Der var et smukt kor, som indledte gudstjenesten og menigheden var gæster fra USA og Canada og så lille Danmark. Vi sang "Nu fryde sig hver kristen mand, og springe højt af glæde" digtet af Luther. Lige bag ved os sad der en vældig sanger. Han overdøvede os alle inklusiv orglet, og så sang han i sit eget langsomme tempo, men organisten må åbenbart ikke have kunnet høre ham, for da manden var færdig med første linie var organisten færdig med anden linie. Det var så forfærdeligt, at Else, som ellers kan klare meget vendte sig om  og kikkede på ham. Men det anfægtede ikke sangeren. Nå men fik  også sunget "Vor Gud han er så fast en borg" også af Luther og vi kom dog igennem den. "Og tage de vort liv, gods ære barn og viv, lad fare i Guds navn, dem bringer det ej gavn, Guds rige vi beholde"
Der blev holdt en gedigen luthers prædiken. Imedens tænkte jeg på, hvordan situationen havde været for Luther i 1517. Han var jo blevet professor og forelæste i de gammel testamentlige salmer og derpå i Romerbrevet. Men han havde taget et alvorligt problem med sig, nemlig en dyb angst for døden og den straffende Gud. Det var Guds kærlighed, han søgte efter. Men hvordan kunne han finde frem til denne Gud? Det lå i kirkens kristendomsopfattelse og ikke mindst understreget af munkeordenen, at vejen til Guds kærlighed gik gennem bod, anger, askese og bøn. Det var ifølge tidens opfattelse de gode gerninger, som alene kunne bevæge Gud. Luther havde et tårnværelse at studere i. Det var medens han læste i Pauluses brev til Romerne, at han fik sit reformatoriske gennembrud. Hans krampagtige forsøg på gennem bod, anger og aske at få Guds retfærdighed, eller at stå retfærdig for Gud blev pludselig set i et helt andet lys. Guds retfærdighed blev af kirken opfattet som Guds straffende vrede, som man skulle formilde. Men Luther blev ved at indset, at af den vej ville han aldrig kunne få Guds kærlighed. Dertil var han for selvoptaget og hans vilje for svag. Han følte sig, som han udtrykte det: indkroget i sig selv

Luthers skriftefader og forgænger i embedet som professor i Wittenberg, Johannes von Staupitz, som forgæves havde prøvet at hjælpe den anfægtede munk, gav nu det råd til ham at koncentrere sig om bibellæsning. Dette råd faldt godt sammen med, at Luther netop ville holde en række forelæsninger over Salmernes Bog fra Det Gamle Testamente. Forelæsningerne blev holdt i tiden 1513-1515.

Derefter fulgte forelæsninger over Paulus' breve: Romerbrevet, Galaterbrevet og Hebræerbrevet. Et hovedtema i Salmerne var menneskets syndighed og dets afstand til Gud. Det kendte han fra sig selv, og det fyldte ham med en dyb angst. I Romerbrevet genkendte Luther igen sit eget problem. For her stillede Paulus spørgsmålet om, hvordan et menneske retfærdiggøres altså hvordan frelses et menneske?

Tårnoplevelsen

Det øjeblik, hvor Luther kommer frem til sin nye forståelse af Gud, kaldes ofte for tårnoplevelsen. En dag sidder han i sit tårnværelse ved universitetet og læser i Romerbrevets kap 3,23-24: Alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus. og et andet sted. "Den retfærdige skal leve af tro_"

Og pludselig går det op for Luther, at han hidtil har misforstået, hvad der ligger i Guds retfærdighed. Det er nemlig ikke en retfærdighed, der straffer og belønner, men Guds retfærdighed er lig med Guds kærlighed, tilgivelse og barmhjertighed.Og hvis han ikke var så ophøjet en Gud var han jo slet ikke en Gud, men et billede som mennesker havde dannet sig af en Gud.

Det er de tanker, der fylder, når man er her til 500 års jubilæet. Jeg anser den dag for et af højdepunkterne i mit liv. Det er jo det, jeg har været præst på, at fortælle om Guds kærlighed til mennesker, som aldrig af sig selv kunne fortjene den kærlighed. Jo det er et bevægende øjeblik at sidde her 500 år efter og tænke på Luthers liv og på mit eget korte præsteliv og så må vi jo prøve at glemme ham tordensangeren som tager troen fra os ved sit brøl.

95 teser om aflad

Luther var overbevist om, at hvis bare Paven fik forklaret hvor forkert afladshandelen var ville han stoppe det uvæsen. Derfor forfattede han 95 teser, på latin som skulle danne grundlag for en diskussion blandt universitetsfolk. Imidlertid blev teserne lynhutigt oversat til tysk og udgivet ved hjælp af trykkekunsten, der netop nu var blevet udbredt i Sachsen. Så teserne kom til at betyde noget langt ud over de lærdes rækker. I de følgende år udgav Luther mange bøger med den samme grundtanke, at vi gennem  troen på Gud har fået del i hans nåde og barmhjertighed. Han brugte fyrstene som middel for at få sit budskab ud. Og det fængede.
Pavestolen blev stærkt foruroliget og i midten af juni 1520 udstedte paven en bandbulle mod Luther, og han fik 60 dage til at tilbagekalde ellers ville han blive smidt ud af kirken. Luther reagerede med at brænde bullen offentligt den 10 december samme år og tillige med den de atolske kirkes lovbøger. Så var konflikten for alvor spidset til.

Luthers hus, men der er ikke noget af det oprindelige tilbage

Philipp Melanchton, Luthers græskkyndige ven. Han havde grækiseret sit navn Scharzerts. Sort jord

1517 ændrede Martin Luder også sit navn til først Eleutherios: Befrieren eller befrielse. Og så senere til Luther, måske med th fra det første navn.